Mathias er en glad og velfungerende dreng på 9 år. Han er næsten altid i et strålende godt humør, elsker al sport, klarer sig fint i skolen og har ikke haft nogen vanskeligheder med at knække læsekoden. Derfor troede vi ikke, at han havde problemer med sit samsyn, men det havde han. Nu hvor vi har været igennem et forløb sammensat af Malene fra Klinik Synstræning, kan vi se, at der har været mange små signaler, som kan forklares med samsynsvanskeligheder. Signaler, som vi umiddelbart troede skyldtes noget andet. Hvad disse signaler var, kommer vi ind på senere, men først vil vi fortælle vores historie om, hvad det var, der gjorde, at vi opsøgte Malene og Klinik Synstræning.
Som sagt så elsker Mathias al sport, og særligt fodbold er bare det store hit. Han elsker spillet og deltager i alle træningspas, uanset om det regner, stormer eller sner. I løbet af efterårssæsonen havde han været inde i en rigtig god udvikling, hvor han virkelig havde lagt på i forhold til sine tekniske færdigheder. Da vi kom til forårssæsonen, så var det med en rigtig god mavefornemmelse, men det var ikke sådan det skulle gå. I takt med at børnene var blevet større, blev spillet mere taktisk. Hvordan man placerede sig på banen i forhold til med og modspillere, hvor man løb hen, når modstanderne eller medspillerne havde bolden, timingen i hvornår man skulle skærme af og hvornår man skulle sætte sin takling på modstanderen ind, var blevet en stor del af spillet. Det var her, vi begyndte at se, at Mathias havde nogle udfordringer. Hvad de lige skyldes, kunne vi ikke rigtig sætte en finger på. Han gik næsten aldrig ind i en takling, og når modstanderen havde bolden, og Mathias var bagerst mand, så løb han altid ind bagved modstanderen i stedet for foran, for at afskærme modstanderen fra at have frit løb mod vores mål. Det var frustrerende at stå og se på fra sidelinjen, når man er en fodboldtosset far. Meget værre var det, at Mathias fik nogle dårlige oplevelser med at være ude at spille kampe. og begyndte at hænge lidt med skuffen, når han skulle afsted.
En dag til et stævne, hvor det var særlig grelt, tog hans træner fat i mig og sagde, at vi skulle prøve at tage ham med hen til Klinik Synstræning og få foretaget en screening for at finde ud af, om der var noget med hans syn, som ikke var som det skulle være.
Vi kontaktede derfor Malene og fik aftalt en tid til en screening. Det tog ikke lang tid for hende at konstatere, at Mathias havde nogle samsynsvanskeligheder, som normalt vil betyde, at han vil have meget vanskeligt med at lære at læse, men det var jo ikke det, som var tilfældet. At han overhovedet kunne skyldes, ifølge Malene, at Mathias må være i besiddelse af en enorm viljestyrke. Hun sagde endvidere, at hans hjerne virkelig måtte være på overarbejde, når han skulle læse. Her begyndte nogle brikker at falde mere på plads for os i forhold til nogle andre ting.
Vi har ofte oplevet at få en meget træt Mathias hjem fra skole, som klagede over hovedpine. Noget vi tidligere havde slået hen som dårligt indeklima og for mange børn i klassen kunne måske forklares med, at han anstrengte sig meget med øjnene? Hjemme oplevede vi, at han kunne være svær at fastholde i at læse i de 20 minutter, som hans dansklærer anbefalede. Han blev ofte irritabel efter bare nogle få minutters læsning. Malene spurgte om Mathias havde haft dræn i øret som lille. Det havde han. Malene gav os en længere forklaring, om hvordan drænene muligvis kunne være anledningen til, at Mathias havde de vanskeligheder, han havde. For som hun sagde, så hænger det hele sammen, altså synet, hørelsen, balancen og ikke mindst hjernen. Typiske tegn på disse vanskeligheder var også, at man let bliver køresyg, sagde hun. Og ja, Mathias blev let meget køresyg og han havde heller ikke verdens bedste balance, mildest talt. Heldigvis sagde hun også, at der var noget, vi kunne gøre for at afhjælpe disse vanskeligheder. Det var dog ikke let for det ville kræve, at Mathias hver dag skulle træne i ca. 20 minutter med nogle øvelser, som Malene ville tilrettelægge. Hver 2.-3.uge skulle vi så til kontrol og få lagt et program med nye øvelser. Vi fik at vide, at dette nok kom til at stå på i 3-6 måneder, så det ville også kræve end del af os, som forældre og familie. Den gode nyhed var, at når hans samsyn først var blevet forbedret, så ville der ikke være nogen tilbagefald.
Vi blev enige om at starte op og aftalte en ny tid med Malene for at få sammensat et program, der var skræddersyet til Mathias i forhold til hans udfordringer, alder og ikke mindst også hvilke øvelser, der kunne motivere ham bedst. Vi skulle starte i slutningen af sommerferien, hvor vi havde noget, der mindede om en almindelig hverdag. Så var det lettere at få det indarbejdet som en rutine. Det var Malenes erfaring.
Ved vores første møde blev vi instrueret i, hvordan en række forskellige øvelser, hun havde sammensat, skulle udføres. Samtidig lånte hun os en række hjælpemidler, som skulle bruges til øvelserne. Øvelserne var meget forskellige og havde til hensigt at styrke hans øjenmuskulatur, balance evne (vi fik udleveret en balance bom), hans øje-hånd koordination samt træne balanceorganet i ørene, som Malene mente kunne være en medvirkende årsag til Mathias’s vanskeligheder. Blandt andet var der en bold, der skulle hænge ned fra loftet og som skulle svinge fra side til side, mens Mathias skulle ligge nedenunder den og følge den med øjnene, et ad gangen, mens der var en klap for det andet. Yderligere fik vi et skema, hvor vi kunne krydse af og skrive små notater om hvorvidt øvelserne var blevet gennemført, og hvor lang tid der var blevet brugt på dem, samt nedskrive notater om vores oplevelser af, hvordan det gik. Alt sammen en hjælp til Malene, når hun skulle sammensætte nye programmer. Ved næste møde ville vi så følge op på hvordan forløbet havde været, og hun ville tjekke om øvelserne havde haft den ønskede effekt. Nogle gange blev der bygget ovenpå nogle af de ”gamle” øvelser, andre gange fik vi helt nye øvelser. Nogle med 3D briller og et program med forskellige øvelser på computer eller IPAD, andre med ark papir med symboler, hvor der skulle klappes/trampes i takt til “Metronome”, som er en app der mest af alt minder om en taktstok. Vores oplevelse var, at øvelserne var meget varierede. Var der nogle øvelser, han havde det svært med at gennemføre, fordi han blev frustreret, så tilpassede Malene dem eller gav os nogle nye, der skulle have samme effekt.
Malene understregede vigtigheden af, at øvelserne blev gennemført hver eneste dag. Der var enkelte gange det glippede, men alt i alt syntes vi det lykkedes os rigtig godt. En vigtig ting for at det lykkedes, var selvfølgelig de øvelser, som Malene sammensatte. En anden vigtig ting var, at vi arbejdede med at finde det, der skulle motivere Mathias til at arbejde med de samme øvelser dag ud og dag ind, selvom han ikke lige altid fandt det lige spændende altid. Vi tog derfor meget udgangspunkt i, at han elskede at spille fodbold, og sagde at han på sigt ville komme til at opleve, at han blev bedre til fodbold. Det virkede meget godt på Mathias, men det er ikke sikkert andre vil opleve det samme, som vi gjorde. Sommetider brugte vi også det at lave små video optagelser af ham mens han øvede sig, så han selv kunne se hvor meget bedre han var blevet i forhold til, da han lige havde fået øvelserne. Samtidig gjorde vi meget ud af, at det var noget vi var sammen om. Vi prøvede så vidt muligt at gøre det hyggeligt for os alle, så det blev en god oplevelse. Nogle af øvelserne udførte vi sammen med Mathias. Der blev snakket om alt muligt, stillet spørgsmål om regnestykker, lavet små lege under øvelserne, såsom ”Jeg tænker på et dyr”…og andet. Der blev talt til 20 på engelsk og tysk. Nogle gange lyttede han til musik under øvelserne, selvom han egentlig skulle svare på spørgsmål. Det valgte vi sommetider at gøre, når han havde fået et sæt nye øvelser, hvor han skulle noget han ikke havde prøvet før. Særligt ved nye øvelser kunne det til tider være svært, fordi Mathias kunne blive enormt frustreret, hvis han ikke lige følte, at det han kunne gøre det godt nok. Det var nok det sværeste, og her måtte vi ofte gå på kompromis med hvor lang tid, der skulle bruges eller hvor mange repetitioner, han skulle lave. For det meste var han oppe på det han skulle efter 3-4 dage. For at få det gjort hver dag i en travl hverdag med arbejde, sport, madlavning, skole, venner, familie mm. og for at det til at blive til en fast rutine, valgte vi at træne på samme tidspunkt hver dag, nemlig lige efter aftensmad. Den eneste ulempe vi oplevede ved dette var, at Mathias godt kunne være temmelig træt på det tidspunkt. Men det gik jo som regel alligevel, for han ville jo gerne være bedre til at spille fodbold… Alt i alt oplevede vi det at skulle lave de her øvelser sammen med Mathias som noget meget positivt. Vi fik en masse kvalitetstid sammen med ham, simpelthen fordi vi prioriterede det højere end alt andet.
Resultaterne af træningen har været mange. Vi oplever i dag en dreng som ubesværet kan koncentrere sig om at læse i timevis, uden at blive træt. Alene det, synes vi, har været det hele værd. Han klager aldrig over hovedpine mere. Hans øje-håndkoordination er blevet væsentlig bedre, hvilket gør, at han pludselig er begyndt at lave tegninger. Det har han aldrig gjort før, fordi han syntes, at han var dårlig til at tegne. Hans egen oplevelse er desuden, at han ikke føler sig svimmel mere, når han spiller fodbold og han føler at han er lettere kan følge med de andre. Hans balance evne er rykket enormt. Han rykker heller ikke så meget til venstre længere, når han cyklende vil se sig over skulderen, inden han krydser vejen. Vi har også fået en henvendelse fra en af hans håndboldboldtrænere, der sagde, at han virkelig har rykket sig enormt, både i forhold til orienterings- og placeringsevne, men også i forhold til finter og blik for spillet.
Alt i alt har det været et fantastisk oplevelse. Malene er utrolig dygtig til sit arbejde, og det har været en øjenåbner for os at se, hvilken effekt det har haft på vores dreng. Det startede med, at vi havde et ønske om, at han skulle blive ved med at være glad for at spille fodbold, men vi fik meget mere end det…
Hilsen Anne og Thomas
