Balancecentret i ørerne er tæt forbundet med øjenmusklerne. Er der ubalance i dette center, kan det være grunden til at du bliver køresyg når du er passager i en bil, eller svimmel blot ved synet af en karrusel eller et barn der gynger.
Mange af Klinik Synstrænings klienter har en dårligt fungerende balancesans – også kaldet vestibulærsans. Gennem et synstræningsforløb i klinikken bedres deres balancesans og syn og svimmelheden mindskes dermed. Træningen bedrer samarbejdet i mellem vestibulærsans, øjenmuskler, syn og hjerne så koordinationen bliver velfungerende, og synsindtrykkene opleves som stabile og rolige.
Lidt forenklet kan man sige at vi træner synet når vi træner balancen, og balancen når vi træner synet. Dette er ens for både børn og voksne.
En del forældre undrer sig, når jeg opfordrer dem til at hoppe op på trampolinen sammen med deres børn. At dreje rundt om sig selv til de bliver svimle, slå kolbøtter og snuppe en tur på gyngen mens de vender dagen med deres børn. Jo mere du drejer, gynger, hopper og bevæger hovedet rundt i forskellige retninger, jo stærkere bliver både din og dit barns balancesans, og dermed også jeres syn og øjenbevægelser. Disse funktioner er et vigtigt fundament for dit og dit barns velbefindende samt jeres evne til at læse, huske, og holde koncentrationen.
Børn er gode til at stimulere vestibulærsansen i den periode af deres liv, hvor de går i dagpleje og børnehave og hverdagen består af masser af fri leg. Fra skolestart nedsættes den vigtige bevægelse og frie leg desværre væsentligt og ofte, udstyret med en mobiltelefon, stopper interessen for leg for mange af børnene. Kombineret med at lektierne, og meget læring i klasselokalet, foregår bag en computerskærm, er der ikke meget tid tilovers til at stimulere motorik og vestibulærsans.
Konsekvensen bliver at udvikling af sanser og samsyn bremses og dermed også indlæringsevne og koncentration. Mange døjer med køresyge, snubler over deres egne fødder og har svært ved at styre motorikken og gribe en bold. Vestibulærsans og balance bliver understimuleret, og det kan få langvarige konsekvenser i skole- og arbejdsliv.
Det er aldrig for sent at træne syn og vestibulærsans
Blot fem minutters træning om dagen er nok til at starte en positiv udvikling, og som en tidligere voksen klient beskrev det for mig; “Det er som at gå i land fra et gyngende skib!”.
Så… ud af komfortzonen og ud over kanten. Hvis du hører dig selv sige “pas på du ikke falder” når din 3-årige udforsker verden og vestibulærsansen, så bid dig selv i tungen og lad dem fortsætte. Gå med ind i legen! Bliv ved at klatre i træer ligesom Astrid Lindgren gjorde! – det må gerne give lidt spænding og et sug i maven! – også hos mor og far. Vestibulærsansen er som en hvilken som helst anden sans…. den skal bruges, trænes og holdes ved lige. Så husk nu at få et godt grin med dine børn, når I sammen styrker balancen på gyngerne, trampolinen eller koldbøttestangen på legepladsen!