Det starter allerede før vi bliver født

Størstedelen af børnene i Klinik Synstræning er udfordret med læring, arbejdshukommelse, læsning samt koncentration. Kimen til disse evner lægges allerede før fødslen, og den motoriske udvikling i de første leveår er altafgørende for udviklingen af ovennævnte færdigheder.

Og Hvordan skabes et stærkt samsyn så? Og hvad kan du som forælder gøre?

Kroppen er på forunderlig vis udstyret med de mest utrolige ”instrumenter” fra fødslen, men hjernen ved endnu ikke hvordan alle disse ”instrumenter” skal bruges således at ”maskinen” fungerer optimalt. Ligesom vi ikke kan gå bare fordi vi har fået to ben, så kan vi heller ikke bruge vores syn bare fordi vi har to øjne. Vi har ikke lært at bruge vores ”værktøjer” endnu, og vi har slet ikke lært, at de kan arbejde sammen. 

Øjnene styres, ligesom resten af kroppens instrumenter, af et samspil mellem hjerne og muskler. Et samspil som stimuleres gennem motorisk udvikling og erfaring. På samme måde lærer vi at læse. Hjernens læsetræning starter allerede når de fundamentale redskaber stimuleres ved at baby ligger på maven som spæd og løfter sit lille hoved og når vi op igennem barndommen leger, gynge, hopper på trampolin, kravler i træer og kører på cykel uden hænder… Men pludselig stopper det… gyngen erstattes i dag, langt tidligere end for ganske få år siden, af tablets og telefoner, og børnene bliver stillesiddende meget af deres vågne tid. Dermed bremses udvikling af motorik, muskel-styrke og samsyn også! Hvis børn ikke bruger kroppen nok i de første leveår, mangler hjernen værdifuld erfaring fra den virkelige verden, hvilket kan give problemer med at indlære og læse senere! Det kommer ofte til udtryk som koncentrationsbesvær og læsevanskeligheder. 

Den optimale situation er naturligvis, at udviklingen af motorik og samsyn ikke bremses, men er det sket, kan færdighederne heldigvis trænes op senere i livet.

Den bedste ”før-skole-forberedelse” vi som forældre kan give vores børn er, ikke at frarøve dem muligheden for at udvikle deres motorik og dermed hjerne og samsyn. Så ud med tabletten som barnepige og ind med fri leg og ture ud i naturen. Snur rundt i de visne blade i skoven til I vælter omkuld, tril ned af bakkerne, lad børnene klatre op i de højeste træer i haven og mærke suset fra det virkelige liv i maven når de kikker ned. 

Tag en gyngetur med børnene… ”Jamen jeg bliver jo svimmel når jeg hopper på trampolinen eller gynger sammen med min søn…” præcis og netop derfor skal du gynge og hoppe videre, for det styrker også dig, og det er aldrig for sent.