Amerikaneren Mike May mistede synet som 3-årig på grund af en kemisk eksplosion. Efter den tragiske ulykke levede han som blind i 40 år, indtil stamcellebehandling gjorde det muligt at udbedre skaden på hans øjne.
Inden øjenopperationen gjorde det umulige muligt, var han vokset op, havde taget en uddannelse, arbejdede som forretningsmand og havde stiftet familie.
I fritiden havde han stor succes som medalje-vindende skiløber ved de paralympiske lege, hvor han fandt vej ned af løjperne ved hjælp af lydmarkører.
Operation gav ikke Mike synet tilbage
Mike May bliver opereret i 2000, og kirurgen betegnede Mikes operation som en succes, men da øjnene ikke blot fungerer som to små kameraer, gav det ikke umiddelbart Mike synet tilbage at ”reparere” øjnene. Der fulgte nu en større opgave i at forsøge at få hjernen til at arbejde sammen med øjnene igen.
Mike blev desværre et levende bevis på, at et velfungerende syn skabes på et fundament af sanse-erfaringer. I 40 år havde Mikes hjerne ikke haft mulighed for at danne sådanne erfaringer, og da han blev ramt af eksplosionen som tre-årig, var hans visuelle system ikke fuldt udviklet, hvorfor hjernen ikke havde brugbare erfaringer at trække på, da han fik synet tilbage. Derimod havde hjerne og krop masser af erfaringer fra mange års ageren i verden uden syn.
Mike May havde “super-optrænet” sine tilbageværende sanser, specielt høre- og følesansen, til bedst muligt at “overtage” i mangel af input fra synssansen og det visuelle system. Det faktum, at han havde optrænet disse sanser til et “super-niveau”, forvirrede efter operationen hans hjernes bearbejdning af det pludselige bombardement af synsindtryk.
Intet af det han så gav mening
Han opfangede billederne, men hjernen kunne ikke ”kode” signalerne og skabe et brugbart syn. Han så for første gang huse, biler og bygninger, men ingen af billederne gav nogen mening for ham. Han kunne ikke genkende sine børns ansigter og på ingen måde “læse” deres udtryk. Hans afstandsbedømmelse var så dårlig, at han ikke kunne vurdere afstanden mellem hans krop og objekter. Han blev dårligere til at bevæge sig og stå på ski, på grund af hjernens forvirring over alle de signaler den ikke havde erfaring i at koordinere…
I dag er det 17 år siden han blev opereret. Hans syn fungerer bedre, men han må ofte bruge sine øvrige sanser til at krydstjekke information. Han har, ligesom små børn, ofte brug for at røre ved ting for helt at “forstå” dem.
I 1999 grundlagde Mike May, Sendero-koncernen i Davis, Californien og beskæftiger i dag mange mennesker der er blinde eller synshandicappede. Sendero opfandt den første tilgængelige GPS-løsning til blinde personer og modtog i 2004 og 2009 flotte innovationspriser.
Lad dit barn gøre sine egne erfaringer!
Mikes historie er let forståeligt eksempel på, at evnen til at se kræver mere end bare øjne og skarpt syn. Den minder os endnu en gang om, hvor ekstremt vigtigt det er at lade børn udforske sine omgivelser med hele kroppen og alle sanser. De lærer ikke ved at sidde foran en skærm, blive båret eller kørt rundt og blot betragte verden. De skal have lov at knokle med selv at lære at krybe, kravle og sidde. De skal selv hælde mælken i glasset, selvom de spilder de første mange gange. De skal selv tage tøj på selvom det tager tid og måske vender forkert. De skal selv gøre sig erfaringer med at bære deres egen taske og lære at snøre sko i stedet for den lette velcro-løsning osv. osv. Det er alt sammen føde til hjernens udvikling. Ved at tage denne stimulering fra dem – ofte i bedste mening – gør vi dem reelt en bjørnetjeneste. Det vil kun være kortsigtet hjælp, som nu og her giver os lette løsninger og et hurtigere tempo. Men hjernelæring tager tid og kræver mange gentagelser!
Så endnu engang… hermed en opfordring til alle forældre om at finde tålmodigheden frem og opmuntre til selvhjælp hver gang muligheden er der. Det er udviklende på den lange bane, og det er en forudsætning for at klare sig godt på skolebænken, i skolegården og videre i livet.
